Fortsæt til indhold

Vild video: Her ryger de i luften

Der er måske en tredje bombe på stedet. Det har betydning for beboerne.

Krimi
jro

Opdatering klokken 16.12: Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste EOD har fritlagt den genstand, der kunne have været en bombe. Det viste sig at være metalskrot. Derfor kan evakuerede borgere nu tage hjem. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Formiddagens sprængning af to bomber fra anden verdenskrig forløb godt

Sprængningen af to bomber fra anden verdenskrig er nu gennemført. Syd- og Sønderjyllands Politi skriver i en pressemeddelelse, at alt forløb godt.

Alligevel opretholdes en sikkerhedszone på stedet.

Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, fritlægger nu den genstand, som EOD i dagene op til sprængningen var i færd med at undersøge. Genstanden har tidligere givet udslag på EODs metalsøger og der kan derfor være tale om en tredje bombe.

Genstanden blev ikke påvirket at formiddagens sprængning og EOD graver derfor genstanden fri for at klarlægge, om der er tale om en ufarlig genstand eller en tredje bombe. Arbejdet forventes at vare nogle timer, hvilket betyder, at sikkerhedszonen opretholdes og at de evakuerede beboerne derfor ikke kan vende hjem før senere i eftermiddag afhængig af EODs fund.

Bomber fra anden verdenskrig

Bomberne blev fundet på en mark ved Kær uden for Sønderborg den 29. oktober og stammer fra et britisk bombefly, der styrtede ned i 1943.

Tirsdag blev den ene af bomberne afdækket og det viste sig, at den var i dårligere stand end forventet. Tilintetgørelsen af bomberne blev derfor fremrykket.

Syd- og Sønderjyllands Politi evakuerede i løbet af tirsdag aften og nat knap 200 husstande indenfor en sikkerhedszone på 2300 meter fra bomberne.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Evakueringen var tilendebragt onsdag morgen, hvorefter bomberne blev sprængt klokken 10.45.

Arbejdet forventes at vare nogle timer, hvilket betyder, at sikkerhedszonen opretholdes og at de evakuerede beboerne derfor ikke kan vende hjem før senere i eftermiddag afhængig af EODs fund. Politiet kontakter de berørte borgere telefonisk, når området kan genåbnes. Dog har Syd- og Sønderjyllands Politi ikke kontaktinformationer på alle beboere, så borgerne opfordres til at følge med i medierne og på Syd- og Sønderjyllands Politis Twitterprofil og Facebookside.

Kontakt politiet ved skader

Viser der sig at være skader på en bygning, skal politiet informeres på 1-1-4 og skaderne skal derudover anmeldes til eget forsikringsselskab. Der kan være faldet fragmenter af bomberne ned i sikkerhedszonen.

De består af støbejern og stål og kan indeholde tungmetaller. For at få dem bortskaffet anbefales borgerne at tage en handske på, samle fragmentet op og deponere det i spanden til metalaffald.

Politiet har fortsat et callcenter, der kan besvare spørgsmål og hjælpe berørte borgere. Ring 1-1-4 for at komme i kontakt med callcenteret.

Myndighederne inviterer i næste uge de berørte borgere til borgermøde for at gennemgå forløbet og få svaret på de spørgsmål, der naturligt følger af hændelsen.