Melding om skyderi: »Gør hvad vi siger«
Politiet har ikke mange oplysninger til offentligheden.
Opdatering klokken 17.14: Politiet oplyser, at det stadig arbejder i området. I de kommende timer er en af lokalpolitiets mobile politistationer til stede ved Nygårdskirken på Brøndby Nord Vej. Her kan eventuelle vidner henvende sig.
Opdatering klokken 14.42: Københavns Vestegns Politi bekræfter nu på Twitter, at der har været skyderi i området. I den forbindelse opfordres eventuelle vidner, der har set noget omkring klokken 14.30, til at kontakte politikredsen på telefonnummer 4386 1448.
Politiet er lige nu massivt til stede i et boligkvarter efter melding om skud på Brøndby Nord Vej i Brøndby.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Det har ikke været muligt for Lokalavisen.dk at få kontakt til Københavns Vestegns Politis kommunikationsafdeling, men på Twitter skriver politikredsen, at der lige nu ikke er flere oplysninger, der kan offentliggøres.
Politiet opfordrer desuden personer i området til at følge anvisningerne på stedet.
På billeder fra stedet fremgår det, at et område er afspærret.
Ved du noget? Kontakt lokalavisen.dk på redaktion@lokalavisen.dk