Det tilfældige drab på Søren i Viby: Politiet har anholdt 27-årig
En 27-årig mand er anholdt.
En 27-årig mand er anholdt i den sag, hvor den 21-årige Søren Koch helt tilfældigt blev skudt og dræbt i sin bil i Viby.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi har anholdt en 27-årig mand, som sigtes for skuddrabet på Søren Koch, der natten til den 8. marts blev fundet død i sin bil i Viby.
Den 27-årige blev tirsdag klokken 10.00 anholdt på en adresse i Aarhus.
Han fremstilles klokken 9.00 i grundlovsforhør i Retten i Aarhus.
»Vi har i vores efterforskning foretaget et meget systematisk og struktureret efterforskningsarbejde. Vi har kigget timevis af videoovervågning igennem, foretaget en række vidneafhøringer og et stort antal tekniske undersøgelser, og det har alt sammen været med til at lede os frem til anholdelsen af den 27-årige,« siger Brian Voss Olsen.
Flere sigtelser
Den 27-årige er ud over drabet sigtet for besiddelse af skydevåben på et offentligt sted under særligt skærpende omstændigheder. Den anholdte har ingen form for relation til den skuddræbte 21-årige mand.
»Vi har arbejdet ud fra flere forskellige hypoteser til motivet for drabet, men det var dog allerede tidligt i efterforskningen, at vi kunne fastslå, at den 21-årige var et helt tilfældigt offer. Han havde ingen relationer til det det kriminelle miljø eller til bandegrupperinger, og han har heller ingen forbindelse til den nu anholdte person,« siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Stor opbakning til familien
Tilbage i midten af marts skrev familien et opslag på Facebook, som Lokalavisen Aarhus fik lov til at bringe.
I samme forbindelse blev en indsamling til minde om Søren og støtte til hans familie sat i gang. På ganske få dage havde over 100 mennesker doneret flere tusind kroner.
Søren Kochs nærmeste familie takkede efterfølgende for indsamlingen:
»Hver eneste krone vil gå til Sørens gravsted, som vi vælger at kalde mindested. Det vil nu blive muligt at få det indrettet på en smuk og værdig måde, med en smuk mindesten og en ærefuld mindeplads, hvor alle, der kendte Søren, vil kunne komme og sørge og mindes Søren i al evighed!«
Anmodning om dørlukning ved grundlovsforhør
Østjyllands Politi kan ikke udelukke, at drabet kan være banderelateret, men det er fortsat for tidligt at konkludere, hvad motivet til skudafgivelsen var.
»Videoovervågning viser, at der mindst var to personer på gerningsstedet, så vi kan ikke udelukke, at der vil komme yderligere anholdelser. Vi har fortsat en del efterforskningsskridt, der skal foretages, og som vi gerne vil holde for os selv på nuværende tidspunkt. Derfor ønsker vi på nuværende tidspunkt ikke at oplyse yderligere om sagen,« siger Brian Voss Olsen.
Anklagemyndigheden vil af hensyn til den videre efterforskning anmode om, at grundlovsforhøret bliver afholdt bag lukkede døre.