Spøgelsbilist på motorvejen: Det kunne være gået helt galt
Politiet har sigtet ham for blandt andet spirituskørsel.
Politiet søger vidner i en sag om en spøgelsesbilist, der natten til lørdag blev anholdt på Djurslandsmotorvejen.
Klokken 01.42 modtog Østjyllands Politi anmeldelsen om spøgelsesbilisten, der kørte i vestlig retning i det østgående spor.
Det lykkedes en patrulje at få stoppet den 38-årige mand, inden der skete en ulykke.
»Han er sigtet for spirituskørsel og for at forvolde fare for andres liv,« siger Morten Bang, vagtchef ved Østjyllands Politi, til Lokalavisen.dk.
Politiet vil gerne i kontakt med vidner, der har oplevet spøgelsesbilisten.
Vidner kan kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.
Den 38-årige mand bliver løsladt efter afhøring, oplyser politiet.