Frontalt sammenstød og solouheld gennem hæk
Ingen kom alvorligt til skade ved to biluheld i Skanderborg det seneste døgn
Arkiv
Sydøstjyllands Politi kunne fredag melde om, at man havde rykket ud til to forskellige biluheld i Skanderborg.
Det ene skete ved middagstid torsdag på Ole Lund Kirkegårds Stræde i et kryds, hvor en bil kørte frontalt ind i en anden.
En 66-årig mand fik ikke rettet op, da han kørte i krydset, og det medførte, at han kørte direkte ind i en bil ført af en 46-årig kvinde.
Kvinden holdt stille og afventede trafikken. Ingen af de to parter kom ifølge politiet til skade ved uheldet.
Natten til fredag klokken 00.33 fik den gal på Vædebrovej.
Her mistede en 37-årig mand herredømmet over sin bil, der røg gennem en hæk og ind i en have.
Også han var uskadt efter uheldet.
dp