Fortsæt til indhold

Ligeglade med kørekort, seler og mobiler

I alt beløb det sig til 19 sigtelser ved en enkelt indsats.

Krimi
jro

Det vestlige Aarhus har gang på gang budt på glødende bødeblokke, klip og frakendelser.

Mandagens indsats i området - på trods af de kedelige vejr - blev da heller ingen undtagelse.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport, hvori politikredsen fremhæver flere sager:

Langdalsvej:

En 35-årig mand blev på Langdalsvej i Brabrand klokken 18.01 på målt til at køre med 69 kilometer i timen – mod tilladt 50 kilometer i timen.

Ved en efterfølgende standsning blev det af politiet konstateret, at føreren ligeledes var frakendt førerretten. Kort tid efter blev det samme køretøj – med den samme fører – standset klokken 18.20, igen i Brabrand.

Føreren havde i den mellemliggende periode ikke fået erhvervet sig et kørekort, og han fik derfor på ny endnu en sigtelse for kørsel i frakendelsestiden.

Hasle Ringvej:

En 20-årig ung mand kørte på Hasle Ringvej med en hastighed af 118 kilometer i timen mod tilladt 70 kilometer i timen. Der venter nu et kørselsforbud og en kommende ny tur hos kørelæreren samt teori- og køreprøve, inden manden igen skal ud at køre bil.

Gudrunsvej:

En 17-årig ung mand blev standset på Gudrunsvej i Brabrand. Han havde kørekort, hvor alt så fint ud – men den unge mand havde lige glemt reglen om, at man som 17-årig skal have en ældre ledsager med i bilen, der har kørekort.

Holmstrupgårdsvej

Klokken 21.30 kørte en 30-årig mand ad Holmstrupgårdsvej i Brabrand, hvor han blev målt til at køre med 82 kilometer i timen. mod tilladt 60 kilometer i timen. Ved patruljens forsøg på at stoppe ham, fortsatte han sin hurtige tur med politiet i hælene, inden turen endte på Agerøvej i Tilst, hvor han forgæves forsøgte at gemme sig for politiet – uden held.

Det viste sig, at manden var frakendt førerretten, da betjentene fik fat på ham.

Stenaldervej

En 18-årig ung mand blev klokken 20.35 standset på Stenaldervej i Brabrand. Grundet mistanke om narko blev bilen ransaget og herunder blev der fundet 70 gram skunk.

I alt blev 19 personer sigtet i indsatsen. De fordelte sig således:

3 x kørsel i frakendelsestiden
2 x kørsel uden førerret
6 x hastighed til klip
1 x hastighed til betinget frakendelse / kørselsforbud.
1 x spirituskørsel
1 x rødt lys
1 x brug af håndholdt mobiltelefon
4 x manglende brug af sikkerhedssele
6 x øvrige forseelser