Svineri af rang: Fire køleskabe og frysere dumpet i skovbunden
Martin Warming
Et stort skovsvin har endnu engang været på spil i Hillerød.
Denne gang drejer det sig om fire køleskabe og frysere, der er blevet smidt i skovbunden på den lille skovvej Mellemvej i Store Dyrehave - ikke langt fra krydset Københavnsvej/Overdrevsvejen.
Det er ikke første gang, der er blevet dumpet affald i skovbunden i det område. I februar sidste år smed ukendte skovsvin et stort læs affald i skovbunden på Hingsterhusvej.
Hillerød Posten ved ikke, hvornår de fire køleskabe og frysere er blevet efterladt i skovbunden. Redaktionen blev opmærksom på skovsvineriet efter at have set et opslag på Facebook-siden 'Hillerød skal være en hyggelig by' onsdag eftermiddag.