Politiet stopper gående kvinde på motorvejen: "Er det ulovligt?"
Østjyllands Politi fik onsdag morgen en anmeldelse om, at der gik en kvinde på motorvejen
Nej. Man må ikke gå på motorvejen. Men det vidste en 58-årig kvinde tilsyneladende ikke, da hun onsdag morgen valgte at bruge Nordjyske Motorvej som en smutvej. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Klokken 09.20 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der gik en person langs motorvejen ved Grundfør. Vedkommende skulle gå på tilkørselsrampen i sydlig retning, og der blev derfor sendt en patrulje af sted. Den fik fat i en 58-årige kvinde, der oplyste, at det havde været den hurtigste vej, og at hun ikke vidste, at det var ulovligt at gå på motorvejen.
Patruljen kørte kvinden til Aarhus, og hun lovede ikke at bruge motorvejen som smutvej en anden gang, fremgår det af døgnrapporten.
jwh