Ung kvinde faldt i Aarhus Havn i bælgmørke
En 24-årig kvinde måtte i nat reddes op af vandet i Aarhus Havn
Der blev sat gang i den helt store redningsaktion i nat, da en ung kvinde på 24 år blev fundet i det kolde vand i Aarhus Havn. Det skriver TV2 Østjylland.
Både politiet, dykkertjenesten og en ambulance blev tilkaldt til havnen, hvor kvinden var faldet af i vandet.
"Vi får en anmeldelse klokken 2.02 fra en mand, der går nede omkring Navitas på havnen. Han hører en kvinde råbe om hjælp nede fra vandet," fortæller Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, til TV2 Østjylland.
Kvinden var heldigvis ved bevidsthed, da hun blev trukket op af vandet, og hun blev hurtigt sendt af sted i en ambulance til hospitalet.
Det er langt fra første gang, at der er faldet personer i Aarhus Havn, og det er også årsagen til, at der ved i september blev afsat 1,9 millioner kroner til mere sikkerhed langs Aarhus Å og ved havnen. Pengene skal blandt andet gå til pilotprojektet med varmefølsomme kameraer.
Det er endnu uvist, hvordan kvinden endte i vandet, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jwh