Fortsæt til indhold

Kan du genkende manden på billedet?

Politiet leder efter en mand, der tirsdag formiddag begik røveri mod en frisørsalon i Hasle

Krimi
Arkiv

Der blev tirsdag formiddag begået et røveri mod en frisørsalon på Viborgvej i Hasle, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten. Klokken 11.11 fik politiet en anmeldelse om, at en maskeret person kort forinden var kommet ind i salonen og havde råbt, at det var et røveri og at han ville have penge.

Da indehaveren af salonen oplyste om, at der ikke var nogen penge i butikken, råbte manden, at han havde en kniv, og han holdt sin arm mod maven som om, han havde en genstand under jakken. Han gik herefter selv hen til kasseapparatet, som han åbnede og tog de penge, der var. Herefter løb han ud af hoveddøren i retning mod Ryhavevej.

Flere patruljer kørte efterfølgende rundt i området på jagt efter gerningsmanden, men desværre uden resultat. Da manden løb fra stedet krydsede han Viborgvej og løb ned af nogle trapper ned på Kærtoften og videre derfra i ukendt retning, fremgår det af døgnrapporten.

Østjyllands Politi hører gerne fra vidner, der kan have set gerningsmanden umiddelbart før eller efter røveriet. Politiet kan kontaktes på telefon 114.

jwh