Fortsæt til indhold

Toldere gør kæmpe narkofangst: Finder kokain til værdi af op mod 100 mio. kr.

Krimi
Arkiv

Mens uendelige mængder af pakker med julegaver blev sendt på kryds og tværs af landet, opdagede Toldstyrelsen den 16. december nogle mistænkelige pakker i en containeren på havnen i Aarhus.

De kontaktede Særlig Efterforskning Vest, som i samarbejde med Toldstyrelsen foretog en ransagning og fandt 40 kilo kokain, som vurderes til at være et af de største beslag af kokain de seneste år, oplyser Østjyllands Politi.

Containeren var ankommet med skib fra Hamborg Havn, og formentlig var det ikke meningen, at den skulle ende i Aarhus.

"Vores efterforskning viser, at kokainen sandsynligvis skulle have været læsset af i Hamborg, hvor det skulle distribueres videre til det centraleuropæiske narkomarked. Vi vurderer, at kokainen kunne være solgt for minimum et tocifret millionbeløb på gaden, muligvis trecifret," siger politiinspektør og leder af Særlig Efterforskning Vest, Brian Olsen.

Brian Olsen er tilfreds med, at det lykkedes at få den store mængde narko væk fra gaden.

"Beslaglæggelsen af kokainen er resultatet af det gode samarbejde, som vi har med Toldstyrelsen, og er et led i vores indsats mod kompliceret grænseoverskridende kriminalitet," siger politiinspektøren.

jn