Fortsæt til indhold

Røveri i Adelgade: Kvinde skubbet ned på jorden bagfra

Ung mand fra Odense begik vold mod togfører og senere røveri mod kvinde i Skanderborg

Krimi
Jeppe Rafn

En 19-årig mand fra Odense blev torsdag anholdt to gange i Skanderborg.

Første gang var klokken 16.01 på banegården, hvor han ved spor 1 skubbede en togfører i brystet og ruskede togføreren i skulderen. Politiet kom frem og anholdt ham for vold. Sydøstjyllands Politi kender ikke årsagen til, han tog fat i togføreren, men den 19-årige mand var angiveligt påvirket af stoffer.

Han blev løsladt fra politigården i Horsens klokken 19, men vendte tilbage til Skanderborg og begik røveri mod en 47-årig kvinde i Adelgade.

Røveriet skete klokken 22.47, hvor kvinden gik med sin telefon fremme og spillede Pokemon. Hun blev skubbet i ryggen og faldt forover, hvorefter gerningsmanden tog telefonen og løb væk.

Politiet fik en anmeldelse om, at røveren var på banegården, hvor han blev anholdt og havde telefonen på sig.

Den 19-årige mand fra Odense er fortsat anholdt, mens politiets jurister vurderer, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på krav om varetægtsfængsling.

Det oplyser vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.