Afsløret af tør asfalt: Mistænkelige mænd sigtet for palletyveri på byggeplads i Aarhus
Unge mænd kunne ikke rigtig forklare sig overfor politiet
Tirsdag kl. 23.20 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra en kvinde, der fortalte, at der på en byggeplads på Göteborgs Allé i Aarhus N befandt sig en varebil og to personer, som opførte sig mistænkeligt.
Politiet sendte en patrulje til stedet, hvor betjentene mødte de to mænd, der stod bag ved varebilen. Den ene af dem stod med en halv-palle, som han, da han så politiet, tog ud af varebilen og placerede på asfalten ved siden af.
Den ene af mændene, en 26-årig mand, sagde, at han havde et firma, der havde en aftale om at levere paller til stedet. Han kunne dog ikke fremvise nogen ordrebeviser eller aftale om leverance og heller ikke et nummer til det firma, hvor han oplyste, at han havde hentet pallerne.
Den anden, en 21-årig mand, oplyste, at han blot hjalp med at hente nogle paller, men at han ikke vidste, hvor de skulle køres hen.
Betjentene kunne se, at der var flere steder, hvor asfalten var tør, som om der var blevet fjernet noget for nylig. Det, sammenholdt med anmelderens og de to mænd forklaringer, gjorde, at de to mænd blev anholdt og sigtet for forsøg på tyveri fra byggeplads.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
jr