Bilister kørt på skadestuen efter uheld på motorvejen
To bilister måtte en tur på skadestuen, og trafikken blev påvirket, da der tirsdag morgen skete et uheld på motorvejen ved Hadsten i retning mod Aarhus
Det skabte trafikale udfordringer, og to bilister blev kørt på skadestuen til tjek, da der tirsdag morgen skete et uheld på Nordjyske Motorvej ved Hadsten i retning mod Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Uheldet skete klokken 06.57,da en 24-årig mandlig bilist kørte i tæt trafik i sydgående retning, hvor han på et tidspunkt bremsede op for den forankørende trafik. Det medførte, at han blev påkørt bagfra af en bil, der blev ført af en 30-årig mand. Oprydningsarbejdet gav lidt trafikale udfordringer i morgentrafikken, indtil motorvejen atter blev helt åbnet klokken 07.35.
Begge parter blev kørt til skadestuen for nærmere undersøgelse, men ingen af dem var umiddelbart kommet alvorligt til skade. Den 30-årige mand blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven ved ikke at holde nok afstand til forankørende, oplyses det i døgnrapporten.
jwh