17-årig pige bedøvet, voldtaget og tatoveret på sit ene bryst
En 17-årig pige blev sidste år i oktober voldtaget i Aarhus efter bedøvelse
Sidste år i oktober blev en 17-årig pige udsat for en særdeles ubehagelig oplevelse. Ifølge en anklage voldtog en 33-årig mand pigen et sted i Aarhus, efter han havde bedøvet hende.
LÆS OGSÅ: Mand anholdt for at tigge på Strøget i Aarhus
Imens pigen var bedøvet, lavede manden en tatovering på pigens venstre bryst. Det oplyser anklageren i sagen, Birgitte Ernst, overfor Lokalavisen Aarhus, som på grund af den fortsatte efterforskning ikke vil oplyse, hvad manden skrev eller tegnede i tatoveringen.
"Fremstillingen skete for lukkede døre, så det vil jeg ikke oplyse," fortæller hun.
Den 33-årige mand blev anholdt klokken 13.00 i går og fremstillet i dag klokken 11.00 for retten i Aarhus. I retten blev den 33-årige varetægtsfængslet i fire uger. Han nægtede sig skyldig og kærede ikke kendelsen, oplyser Østjyllands Politi på Twitter.