Hund i snor angreb og bed 10-årig dreng: Kvindelig ejer gik blot videre
Arkiv
En 10-årig dreng fra Varde blev torsdag eftermiddag omkring klokken 14.45 bidt af en hund, mens han opholdt sig på Vestervold i Varde. Nu efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi hundeejeren, skriver JydskeVestkysten.
Ifølge den 10-årige dreng bed hunden, som var gul-orange og 40-50 centimeter høj, ham, da han passerede kvinden, som havde hunden i snor. Kvinden valgte efterfølgende dog blot at gå videre uden at tilse drengen.
Hun beskrives som 50-60 år gammel, 155-170 cm. høj, almindelig af bygning. Hun bar lyserødt tørklæde og havde mørke bukser på, skriver JydskeVestkysten.
Kontakt Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 1-1-4 hvis du har oplysninger i sagen.
jn