Politiet har været ude til flere indbrud i Hørning
To indbrud og et enkelt indbrudsforsøg er blevet anmeldt i Hørning, oplyser Sydøstjyllands Politi
En eller flere indbrudstyve har de seneste dage været på spil i Hørning. I hvert fald har Sydøstjyllands Politi ifølge politikommissær Mich Klausen fået to indbrudsanmeldelser og en enkelt anmeldelse om forsøg på indbrud fra borgere i byen.
På Skovgårdsvej i Hørning har der været indbrud i en villa, hvor gerningsmanden har opbrudt et stuevindue for at komme ind i huset. Fra stedet er der blevet stjålet sølvtøj og en mindre rygsæk, som Mich Klausen vurderer gerningsmanden har brugt til at fragte sølvtøjet i. Indbruddet er sket tirsdag i tidsrummet fra klokken 9 til klokken 21.10 om aftenen.
På samme vej har der også været indbrud i en lejlighed. Det er sket fra tirsdag klokken 17 til onsdag klokken 12.30, hvor en terrassedør er blevet opbrudt. Lejligheden er blevet gennemrodet, og fra den er der blevet stjålet Kay Bojsen-figurer, Royal Copenhagen-stel og smykker.
På Vester Allé i Hørning har der været forsøg på indbrud i en villa i tidsrummet fra tirsdag klokken 12 til onsdag klokken 8. Her har ejeren af huset konstateret, at vinduet til soveværelset er blevet forsøgt brudt op. Der er dog ikke tegn på, at der har været ubudne gæster inde i selve huset, oplyser Mich Klausen fra Sydøstjyllands Politi
jwh