Fortsæt til indhold

Groft røveri ved busstoppested: Vold og trusler på livet

36-årig mand blev overfaldet af bekendt ved stoppested på Harald Jensens Plads

Krimi
Arkiv

Hvad der ligner en gældstvist endte tirsdag med et røveri ved højlys dag på Harald Jensens Plads i det centrale Aarhus.

Polititet modtog onsdag en anmeldelse om røveriet, som skulle være foregået klokken 13 ved et busstoppested.

Her skulle en 36-årig mand, som stod sammen med to venner og var ved at stige på en bus, være blevet overfaldet.

En person greb ifølge den 36-åriges forklaring fat i ham bagfra og trak ham væk fra bussen, hvorefter han blev holdt fast og bedt om at betale 2.000 kroner.

Det var penge, som gerningsmanden mente, at den 36-årige skyldte ham.

Gerningsmanden kom med flere verbale trusler og truede med at slå ham ihjel. Den 36-årige blev også slået i hovedet med knyttet hånd.

Gerningsmanden trak sig dog, angiveligt fordi der var for mange mennesker på stedet, og han stak af med den 36-åriges mobiltelefon.

De to parter har et forudgående kendskab til hinanden, og derfor har politiet gode spor i forhold til at finde frem til gerningsmanden.

dp