Hotelgæst gik fuldstændig amok: Smadrede morgenmadsbuffeten
Jacob Nielsen
En 64-årig mand havde søndag fået en ordentlig tår over tøsten, og mandag morgen var promillen langt fra dampet af, da han omkring klokken 07 begav sig til morgenmadsbuffeten på et hotel på Viby Ringvej i Viby ved Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi.
Den plørefulde mand ødelage diverse inventar i morgenmadsrestauranten, blandt andet en spritbeholder, en potteplante, et billede og en lampe.
Han kastede også æg på gulvet og væltede en skraldespand. Efterfølgende satte han sig ved et bord for at spise morgenmad, og der sad han også, da politiet kom og hentede ham til afrusning. Han blev anholdt og sigtet for hærværk.
Der er ingen oplysninger om, hvad der fik manden til at gå amok.