Oversvømmet trafikåre i Aarhus vil være spærret et stykke tid endnu
Trafik og Veje har ikke planer om lige foreløbig at genåbne Byleddet/Søskovvej i det vestlige Aarhus
"Byleddet/Søskovvej bliver ikke åbnet til i morgen (mandag), og vejen vil nok også være lukket resten af ugen, for de lover mere regn," fortæller Hans Rasksen, vagthavende ved Trafik og Veje i Aarhus Kommune.
Trafikåren mellem Stavtrup og Brabrand blev lukket fredag eftermiddag, da kraftig blæst fra vest sendte bølger fra Årslev Engsø ind over vejen, hvor der stod 15 centimeter vand. Siden da har et stykke af vejen stået under vand, og der er ikke udsigt til, at vandet forsvinder lige med det samme. De omkringliggende arealer er nemlig også oversvømmede.
Byleddet/Søskovvej blev lukket, fordi vejen ikke har godt af at blive kørt på, når der ligger vand, og fordi der er drevet en masse tømmer og siv op på vejen.
"Vi holdt vejen åben så længe som muligt, men der ligger rigtig meget skidt på vejen. Vi har renset vandet tre gange, men der bliver ved med at skylle skidt op på vejen," fortæller Hans Rasksen.
Når vandet er væk, skal der gøres rent, men det er ikke til at vide, om vejen har taget skade.
Det har den faktisk et sted på Holmbækvej, som går mellem Ormslev Stationsby og Skibby lige vest for Årslev Engsø. Her er der kommet et hul i siden af vejen, fortæller den vagthavende ved Trafik og Veje.
Holmbækvej er ligeledes lukket for trafik, og på den nordlige del af Brabrandstien fra De Tre Broer og til Brabrand ligger der så megen vand, at Trafik og Veje fraråder at cykle. Nogle steder står der op mod en halv meter vand på cykel/gangstien rundt om søen.
Byleddet/Søskovvej og Holmbækvej er de eneste veje, der er lukkede i Aarhus Kommune, men der ligger vand på andre veje, og kommunen anbefaler, at man kører forsigtigt.