Fortsæt til indhold

Politiet advarer: Taxapirater har plyndret to mænds bankkonti

Krimi
Arkiv

Politiet advarer nu mod pirattaxaer i Esbjerg. Det sker efter Syd- og Sønderjyllands Politi i dag har modtaget anmeldelser fra to Esbjerg-borgere om, at de har fået hævet store beløb på deres kreditkort, efter at have været passagerer i pirattaxaer i sidste weekend.

I det ene tilfælde lykkedes det taxapiraten at misbruge en 32-årig mands Visakort i bilen, hvorefter der blev hævet et større beløb. I det andet tilfælde tog piraten hævekortet fra en 28-årig mand, ligesom den kriminelle chauffør også narrede pinkoden ud af passageren.

Begge hændelser bliver efterforsket, og Syd- og Sønderjyllands Politi advarer samtidig mod at benytte uautoriserede taxaer.

"For nogen kan det måske være fristende at benytte en pirat, fordi der kan være mangel på taxaer i nattelivet. Men det kan i værste fald blive en meget dyr tur, fordi man risikerer at blive snydt," understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.

"Skal vi dette problem til livs, kræver det dels, at borgerne anmelder ulovlig taxakørsel til myndighederne, dels at borgerne vælger pirattaxaerne fra," siger han.

jn