Coronavirus: 23 personer afventer svar fra undersøgelse på AUH
Hospitalet i Skejby har fået over100 opkald fra praktiserende læger angående coronavirus
Aarhus Universitetshospital modtager i disse dage rigtig mange henvendelser fra praktiserende læger, der kontakter hospitalet på baggrund af henvendelser fra patienter, der frygter, de har fået coronavirus.
I går oplyste hospitalet til Lokalavisen, at man hidtil havde færdigundersøgt 19 personer, der alle var testet negativ.
Fredag morgen fortæller hospitalets ledende overlæge på infektionsmedicinsk afdeling Lars Østergaard, at yderligere 23 personer er blevet undersøgt og afventer svar.
"Mange har været i Norditalien, hvor smitten spreder sig. 15 kom ind i aftes og otte i nat, og vi har talt med mange flere. Vi har haft godt 100 samtaler med praktiserende læer," siger overlægen til P4 Østjylland.
For at være i risiko for at være smittet af coronavirus kræver det, at du har feber og har været ude at rejse i et af de områder, hvor der er smitte.
"Du bliver ikke smittet af at møde en, der har været på skiferie i Norditalien," siger Lars Østergaard til den regionale radiostation.