Cyklist fik skudt peberspray i ansigtet og blev jagtet af tre maskerede mænd
En 27-årig mand blev i nat udsat for et groft røveriforsøg i Botanisk Have i Aarhus.
Han cyklede på en sti i haven, da en mand trådte ud foran ham og råbte på dansk med accent, han skulle standse og aflevere sine penge.
Den 27-årige fortsatte dog med at cykle, men fik skudt peberspray i ansigtet, da han cyklede forbi den truende mand på stien. Yderligere to mænd kom frem fra et buskads og jagtede cyklisten omkring 50 meter, inden de gav op og forsvandt, oplyser Østjyllands Politi.
Røveriforsøget blev anmeldt lørdag klokken 03.19. De tre gerningsmænd beskrives alle som almindeligt byggede mænd på cirka 180-185 cm.
De var allerede maskerede for ansigtet og havde mørkt tøj med mørke hætter på.
Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
jr