Coronavirus bremser kriminaliteten: Indbrudstyve og voldsmænd holder også fri
Det har været et meget stille døgn for politiet i Østjylland
Det kan godt være, at nedlukningen af Danmark medfører mange problemer, men den har også en god effekt. Indbrud, færdselsovertrædelser og kriminaliteten er generelt hastigt faldende.
Det siger Østjyllands Politi, som i lørdagens døgnrapport fortæller, at det har været en meget stille fredag aften og nat i det østjyske.
Stort set alle restaurationer og værtshuse har holdt lukket både i Randers, Grenå og Aarhus og der har været meget få mennesker i bybilledet.
Kun tre indbrud er blevet anmeldt. De er foregået på Bangsboparken i Skødstrup, Myntevej i Risskov og Tingvej i Aarhus V.
Færdselsforseelserne i Østjylland det seneste døgn
Fredag kl. 20.06 kørte en ukendt person ad Vestre Ringgade i Aarhus i en uindregistreret personbil og påkørte et vejskilt og et træ ud for det gamle Amtssygehus. Bilen blev senere fundet efterladt i en baggård ved Haslevej.
En 52-årig mandlig bilist kørte fredag kl. 16.35 ad Søholmvej i Viby uagtet at han var spirituspåvirket over det tilladte.
En 31-årig mand bilist kørte lørdag kl. 03.40 ad Gammel Viborgvej i Sabro uagtet, at han var påvirket af både spiritus og narkotika. ´
En 27-årig mandlig bilist kørte fredag kl. 07.39 ad Langenæs Allé i Aarhus uagtet, at han var påvirket af narkotika. I bilen blev der endvidere fundet en økse samt en mængde narkotika.
En 40-årig mandlig bilist kørte fredag kl. 10.36 ad Løvetandsvej i Randers NØ uagtet, at han var påvirket af narkotika og endvidere var frakendt førerretten.
En 19-årig mandlig bilist kørte fredag kl. 19.03 ad Snogebæksvej i Aarhus V uagtet, at han var påvirket af narkotika. Under ransagning af bilen blev der endvidere udfundet narkotika.