Fortsæt til indhold

Stangstiv kvinde tog jernbanebom med hjem i bilen

55-årig kvinde slap utroligt heldigt fra mødet med fire meter lang jernbanebom der røg ind i bilen

Krimi
Carsten Pedersen

Et spektakulært færdselsuheld fandt søndag formiddag sted ved jernbaneoverskæringen på Sauntevej i Hornbæk, oplyser vice-politikommissær Henrik Hattel fra Nordsjællands Politi mandag til Lokalavisen/Helsingør.
Kørte med jernbanebom i bilen
En 55-årig kvinde kom ved 11.25-tiden kørende ad Sauntevej i sydøstlig retning, da hun ved jernbaneoverskæringen åbenbart overså, at bommene var nede for toget.
Kvinden bankede derfor direkte ind i en separat fire meter lang cyklist- og fodgængerbom, der borede sig ind gennem bilens forrude, oplyser vice-politikommissæren.
Her kilede den sig fast mellem forsæderne, men det tog den 55-årige kvinde ikke videre notits af, så hun kørte til hjemmet på den nærliggende vej Søvænget.
Her parkerede hun sin bil ved at påkøre en mur, hvorefter hun gik ind for at sove.
"Hvorfor kommer I?"
Lokalbanerne, der kører på jernbane-strækningen, havde dog i mellemtiden alarmeret Nordsjællands Politi, der sendte en patrulje til Søvænget i Hornbæk.
Da betjentene fik vækket den sovende kvinde, havde hun ingen idé om, hvorfor politiet dukkede op for at tale med hende.
Havde tårnhøj promille
Kvinden blev nu alligevel sat til at blæse i et alkometer, der viste, at hun havde en promille på 2.36, oplyser vice-politikommissær Henrik Hattel:
"Og får man blæst alkometeret op på 1.5 to gange indenfor 15 minutter, så tager politiet kørekortet."
En udtaget blodprøve skal nu fastslå kvindens præcise promille.