Helikopter tilkaldt til soloulykke ved Skanderborg
Der er fredag sket en ulykke på Tåningvej ved Skanderborg
Jonas Wrede Hansen
En mandlig bilist har fredag eftermiddag været ude for en soloulykke på Tåningvej ved Skanderborg. Det oplyser vagtchef Jørn Lindhardt fra Sydøstjyllands Politi til Uge-Bladet Skanderborg.
Uheldet blev anmeldt klokken 17.20, og der blev både tilkaldt ambulance og en helikopter til stedet. Ifølge Jørn Lindhardt væltede bilen rundt et par gange, inden den endte på hovedet med manden under bilen.
Det er uvist, hvorvidt manden er kommet alvorligt til skade. Men ifølge vagtchefen var manden ved bevidsthed.
"De kunne godt snakke med ham," fortæller han.