Finder tre kilo kokain i lejlighed
Nu har manden fået sin dom i sagen.
Seks et halvt års fængsel.
Sådan lød dommen over en 38-årig mand fra Aarhus, der har tilstået at være i besiddelse af tre kilo kokain.
Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.
Ifølge NSK var kokainen bestemt for ’videreoverdragelse’.
I retten erkendte den 38-årige, at han i december 2020 havde haft en ledende rolle i en medgerningsmands besiddelse af tre kg kokain i en lejlighed i Aarhus.
Kørte med kokain i blodet
Manden erkendte desuden, at han havde kørt bil i marts 2021, efter at han havde indtaget kokain, og uden at han havde erhvervet sig et kørekort.
»Jeg er tilfreds med dommen, og den lange fængselsstraf, som retten har givet anklagemyndigheden medhold i. Dommen er et udtryk for, at retten slår hårdt ned på opbevaring og videredistribution af kokain og sender derfor et stærkt signal om, at narkokriminalitet tages meget alvorligt,« siger Rasmus Gyldenløve Jensen, specialanklager ved NSK.
Foruden fængselsstraffen blev den 38-årige desuden frakendt førerretten i tre år og seks måneder.
Manden har siddet varetægtsfængslet siden d. 21. maj 2022.