Politiet advarer: Giv ikke penge til denne mand
Østjyllands Politi mistænker ukendt mand for at stå bag systematisk svindel
En 24-årig mand blev i torsdags franarret penge på en måde, som Østjyllands Politi efterhånden har set adskillige gange og nu advarer imod.
Den unge mand kom cyklende på en parkeringsplads ved N. J. Fjords Gade i Aarhus C og blev kontaktet af en mand, han ikke kendte. Manden fortalte, at han havde ventet på Falck i to timer, fordi hans bil var brudt sammen. Han var angiveligt på vej til Aarhus Universitetshospital for at se sin far, som netop var død, og nu manglede han penge til at komme derhen. Den 24-årige gik derfor med manden til en hæveautomat og hævede 600 kroner og gav dem til den ukendte mand.
Dagen efter mødte den 24-årige tilfældigt den samme mand, der var ude at gå tur med sin familie. Den 24-årige konfronterede manden, som nu benægtede alt kendskab til episoden.
Manden beskrives som:
- Mellemøstlig af udseende
- 45-50 år
- 165-171 cm høj
- Almindeligt bygget
- Hvid hud og sort, kort hår
- Talte dansk med accent
- Var iført jeans, løbesko og mørkegrå dunjakke
"Vi har siden oktober haft mindst 10 lignende sager. Vi ved jo ikke, om det er samme person, men metoden er meget den samme, og beskrivelsen af personen minder meget om hinanden," siger Østjyllands Politis pressemedarbejder Anne Tidemann til Lokalavisen Aarhus.
Episoderne har fundet sted i Aarhus C og Viby, hvor manden har kontaktet personer og forsøgt at snyde dem eller lykkedes med at snyde dem under påskud af at skulle bruge penge til at besøge syge eller afdøde forældre.
Flere af episoderne har fundet sted på tankstationer, hvor han har bedt om penge til at tanke benzin.