Bad mand om at holde afstand: Fik knytnæveslag hårdt i ansigtet
Østjyllands Politi fremstiller onsdag en 28-årig mand i grundlovsforhør i Retten i Aarhus for vold og trusler
112 En 25-årige mand fik sig en ubehagelig oplevelse ved åen i Mølleparken i går aftes, da en ukendt mand, der i dag skal fremstilles i gundlovsforhør, valgte at slå ham i hovedet.
Ifølge sigtelsen sad den 25-årige med en ven i Mølleparken, da en 28-årige mand, som de ikke kender, satte sig ned imellem dem og tog rundt om dem.
Den 25-årige bad manden om at holde bedre afstand, og det fik den 28-årige til at true ham med tæsk. Da de to venner rejste sig for at gå fra stedet, slog den 28-årige så pludseligt den 25-årige hårdt i ansigtet med en knytnæve og efterfølgende gav han ham også et slag på kroppen.
Herefter sagde den 28-årige til den 25-årige, at han skulle være glad for, at han ikke var blevet skudt i brystet.
Vidner på stedet fik tilkaldt politiet, og en patrulje anholdt kort efter den 28-årige tæt på gerningsstedet. På vej ind på stationen råbte den 28-årige ”Gestaposvin” efter betjentene. Derfor fik han ud over sigtelserne for vold og trusler også en sigtelse for at fornærme politiet.
Den 25-årige fik nogle mindre skader ved det øjet og kinden fra slaget, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
am