Langt færre indbrud i Danmark - men kæmpe stigning i Favrskov
I 2019 havde Danmark det laveste antal indbrud i private hjem i over 30 år. Tendensen er fortsat i 2020, hvor der i første kvartal har været et yderligere fald på 16 procent i forhold til første kvartal i 2019.
Desværre er det gået den modsatte vej i Østjylland, hvor antallet af indbrud i en række kommuner er steget kraftigt. Det viser en opgørelse fra Bo Trygt, der arbejder for at mindske indbrud og øge trygheden i de danske hjem.
I Aarhus Kommune er antallet af indbrud øget fra 310 til 403 fra første kvartal 2019 til første kvartal 2020. Endnu værre er det gået i Skanderborg og Favrskov, der i årets første tre måneder har haft omtrent dobbelt så mange indbrud som samme periode sidste år. I Skanderborg er tallet steget fra 60 til 104, og i Favrskov er det gået fra 26 til 56.
"Det skyldes i udpræget grad, at vi havde en udfordring i uge 7 og til dels uge 8, hvor vi havde forholdsvis mange indbrud. Det er en den pukkel, vi slæber med i de her tal," forklarer Michael Kjeldgaard, politiinspektør ved Østjyllands Politi.
"Det er vores umiddelbare vurdering, at vi formentligt har haft omrejsende kriminelle i den periode i form af udlændinge, der rejser rundt i vores politikreds. De er kendt ved, at de laver mange indbrud, men ikke stjæler så meget. Det, tror vi, er det, der har fået tallet til at eksplodere. Til gengæld har vi i marts, hvor vi har haft coronakrise, set et fald i indbrud i private hjem, på den måde følger vi landsgennemsnittet, hvilket blandt andet skyldes, at rigtig mange har været hjemme, og tyvene dermed har haft trange kår," siger politiinspektøren.
Det skal dog siges, at antallet af indbrud i første kvartal i 2020 i Skanderborg og Favrskov ikke er højere end for blot to år siden.
På Djursland har der samlet set været nogenlunde ligeså mange indbrud i begyndelsen af 2020 som 2019. På Norddjurs er det steget fra 26 til 33, mens det på Syddjurs er faldet fra 52 til 43.