En digters fald: Yahya Hassan idømt behandlingsdom uden længstetid
Den aarhusianske digter blev kendt skyldig i 42 anklagepunkter, men skal ikke bag lås og slå
Torsdag stod den aarhusianske digter Yahya Hassan atter skoleret for det danske retssystem, da han var tiltalt for ikke mindre end 42 lovovertrædelser.
Sagen var berammet til at vare to dage, men allerede over middag på retssagens første dag faldt der dom.
Årsagen var, at Yahya Hassan erkendte sig skyldig i alle anklagepunkter, og derfor var det ikke nødvendigt med blandt andet vidneudsagn.
Den ellers meget udfarende og åbenmundede digter gjorde intet påstyr af sig under retsmødet og brugte meget få ord, da han blev spurgt til anklagepunkterne, der omfattede vold, tyveri, hærværk, narkokørsel og -besiddelse, våbenbesiddelse, trusler, adskillige overtrædelser af et tilhold og blufærdighedskrænkelse.
Yahya Hassan har haft et tiltagende misbrug af hash og kokain
"Det erkender jeg," lød det fra Hassan adskillige gange, men han lod også forstå, at han i en lang periode har været påvirket af stoffer, og at han har været angst for, at nogen var efter ham.
Ikke bag lås og slå
Anklager Tanja Fogt ville have den 23-årige aarhusianer idømt en behandlingsdom uden længstetid, mens forsvarer Michael Juul Eriksen mente, at dommen maksimalt skulle være på fem år.
Dommer Anne Segato og de to domsmænd fulgte anklagemyndighedens påstånd og idømte Hassan en behandlingsdom uden længstetid. Hun afmålte dog en længstetid på et år i forhold til, hvor længe han kan være indlagt på hospital for sindslidelse.
"Vi har lagt vægt på arten af kriminaliteten," sagde dommeren, der ydermere frakendte ham kørekortet i tre og et halvt år.
Yahya Hassan modtog dommen og vil ikke anke.
Han skal nu varetægtsfængsles, indtil han bliver indlagt.
Dommen betyder, at Yahya Hassan vil blive indlagt på Psykiatrisk Afdeling, og så kan overlægen beslutte, hvornår han skal udskrives og herefter modtage ambulant behandling.
Dermed kan Hassan, når overlægen vurderer, det er forsvarligt, igen være ude i friheden under tilsyn af Kriminalforsorgen. Overlægen kan dog bestemme, om han skal genindlægges.
Havde han derimod fået en anbringelsesdom, havde det været ligesom en fængselsdom, men på en psykiatrisk afdeling.
Ni ophold på psyk
Under retsmødet kom det frem, at Yahya Hassan har haft et tiltagende misbrug af hash og kokain, siden han blev løsladt i december 2017 efter at have afsonet en dom for et skyderi det vestlige Aarhus.
Hassan har siden løsladelsen haft ni korte opholdt på en psykiatrisk afdeling, og ved sagens afslutning læste anklageren op fra en retspsykiatrisk erklæring og en udtalelse fra retslægerådet.
Her blev Hassans hårde barndom nævnt, og så var vurderingen i den retspsykiatriske erklæring, at han ikke er sindssyg nu, men formodentlig har været det, da han begik sine forbrydelser. Ikke mindst grundet indtagelsen af stoffer.
Det vurderes ydermere, at digteren til tider har været paranoid, psykotisk, angst og deprimeret. Så meget, at han har givet udtryk for, at hans liv er slut.
Retslægerådet vurderer, at den 23-årige aarhusianer kan have en begyndende kronisk sindslidelse.