Person reddet ud af brændende lejlighed og kørt væk i ambulance
Brand i lejlighed i det nordlige Aarhus, hvor en person er kørt på hospitalet i ukendt tilstand
En person er onsdag aften blevet reddet ud af en brændende lejlighed på Illerupvej i det nordlige Aarhus. Det bekræfter vagtchef Morten Bang Rasmussen fra Østjyllands Politi over for Lokalavisen Aarhus.
Han kender dog ikke personens køn eller alder, og han ved heller ikke, hvordan personens tilstand er.
"Det ved jeg ikke endnu, da vedkommende netop er kørt væk i ambulance," fortæller han.
Anmeldelsen om branden tikkede ind klokken 20.24, og det var ifølge vagtchefen en beboer i lejlighedskomplekset, der anmeldte den.
Meldingen fra brandvæsnet til Morten Bang Rasmussen fra Østjyllands Politi går på, at branden er under kontrol, og der var ifølge vagtchefen ikke andre personer i lejligheden, end den, der blev kørt på hospitalet.