Fortsæt til indhold

'Farlig giftslange' tog sol på havnen i Aarhus

Krimi
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi modtog i morges en anmeldelse fra en bekymret borger, som havde set en 'farlig giftslange' på havnen i Aarhus.

Sådan lød borgerens beskrivelse af slangen, oplyser pressemedarbejder Anne Tidemann fra Østjyllands Politi, og anmelderen havde samtidig sendt et billede af slangen, som lå på Hjortholmsvej.

Politiet sendte straks en patrulje afsted og tog samtidig kontakt til Randers Regnskov for at få en vurdering af slangen.

"Allerede inden betjentene var nået frem, kunne en biolog fra regnskoven fortælle, det var en plastikslange, og betjentene kunne da også se, da de kom frem, at den lå meget, meget stille," fortæller pressemedarbejderen.

Betjentene kunne derfor sikkert tage 'slangen' med og fragte den til politigården i Aarhus.

"Når man ser den tæt på, er man ikke i tvivl om, at den er meget lidt ægte, men det ser måske anderledes ud på afstand i sollys," siger pressemedarbejder Anne Tidemann fra Østjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen tirsdag klokken 08.42.