Hun, 27 år, og brutalt dræbt sin lejlighed. Han, 29 år, og hængt i skov
Tsega blev 27 år. Onsdag blev hun brutalt dræbt i sin et-værelses lejlighed på adressen Vinderød Enghavevej 123 i Frederiksværk.
Tirsdag formiddag, en lille uge efter drabet, arbejder politiets efterforskere fortsat inde i lejligheden på at finde brugbare spor, der kan hjælpe til en opklaring.
Den dræbte kvinde kom fra Eritrea, lige som den 29-årige mand, der onsdag kl. ca. 13.45 blev fundet hængt i skoven nær stien, der løber mellem Helsingevej og Vinderød Skov.
En lille uge efter de dramatiske hændelser er Nordsjællands Politi fortsat forsigtige med at udtale sig om, hvad der er foregået.
"Vi arbejder fortsat i alle retninger," siger efterforskningsleder Henrik Gunst til Halsnæs Avis tirsdag formiddag.
Er I nået nærmere en opklaring?
"Vi afventer fortsat resultatet af de tekniske undersøgelser. Rækkefølgen af dødfaldene er vi ikke blevet klogere på, retsmedicinerne er endnu ikke kommet med en obduktionserklæring på kvinden. Den kommer måske senere i dag, måske i morgen.
Har I fundet gerningsvåbnet?
"Vi har ikke fundet et bloddryppende gerningsvåben. Der ligger jo knive i alle husstande, men om gerningsvåbnet er iblandt ved vi ikke."
Har I fået afklaret relationen mellem de to dræbte?
"Det arbejder vi også fortsat på. Det er svært at få fat i pårørende. De kan være bror og søster, måske fætter og kusine, det vil en DNA-test kunne afgøre."
Efterforskningen har indtil videre heller ikke givet svar på, om den 29-årige mand, der blev fundet hængt, har taget livet af sig selv, eller om han er blevet slået ihjel.
Om der er tale om mord eller dobbeltmord, er altså stadig et helt åbent spørgsmål.
Alle løsladt igen
Onsdag 6. juli 2016 blev en dramatisk og blodig dag i Vinderød Enghave.
Forbipasserende finder kl. ca. 13.45 en død mand i skoven ikke langt fra skolestien, der forbinder Helsingevej med Vinderød Skov-vejen.
Politiet finder dødsfaldet 'mistænkeligt' og igangsætter en større efterforskning i skovområdet.
På mandens bopæl i Ølsted anholder politiet tre mænd, alle fra Eritrea, men de løslades igen dagen efter og er ikke sigtet i sagen.
Onsdag kl. ca. 19 ringer en beboer fra Vinderød Enghave-bebyggelsen til alarmcentralen og fortæller at der er sket et drab på Vinderød Enghavevej 123.
Efterforskningsleder Henrik Gunst oplyser, at det er nogle af de otte eritreaner, som senere anholdes og sigtes for medvirken til drabet, der gør beboeren opmærksom på, at der er sket en forbrydelse og får ham til at ringe 112. De taler ikke selv dansk.
Kvinden er blevet dræbt med et eller flere knivstik mod halsen, oplyser politiet senere.
Ekstra Bladet har talt med manden, der anmeldte drabet. Avisen skriver, at han så den dræbte kvinde ligge på gulvet med hovedet skåret af.
Den oplysning har Nordsjællands Politi hverken ønsket at af- eller bekræfte.
Fem mænd og tre kvinder, alle fra Eritrea og i alderen 24-34 år, anholdes onsdag aften nær gerningsstedet. De bliver iført DNA-dragter for at sikre eventuelle spor.
Torsdag fortsætter politiet en intens søgning efter spor i sagen i både skoven og i området omkring lejligheden. Alts lige fra tagrender til kloakker undersøges.
Torsdag eftermiddag fremstilles de otte anholdte i grundlovsforhør, alle er sigtet for medvirken til drab på den 27-årige kvinde.
Afhøringerne foregår samtidig i to retssale og med brug af tolke. Efter adskillige timer i retten, konkluderer de to dommere i sagen, at politiets materiale mod de otte sigtede er for spinkelt til at foretage varetægtsfængsling.
Alle otte løslades derfor igen, men formelt er de fortsat sigtede.