Fortsæt til indhold

Uhyggeligt drama under biljagt: Politivogn udbrændte totalt

Både flugtbilist og hundpatrulje kørte ind i træer

Krimi
Arkiv

Et drama udspillede sig under en biljagt torsdag, oplyser Sydsjællands Politi.

En af politiets hundepatruljer var i Faxe Ladeplads på Sydsjælland, og betjentene besluttede sig for at tjekke en bil, der kørte i Hovedgaden. Det var føreren af bilen ikke med på, så han satte i gear, og med høj hastighed kørte han ud af byen ad Hestehavevej - med politiet i hælene.

Den flygtende bilist fortsatte ad Kissendrupvej, til højre ad Vivedevej og til højre igen ad Tågerupvej, hvor han drejede af på en skovvej.

Vejen var imidlertid fedtet af nedfaldne blade, så bilisten mistede herredømmet over bilen og kørte ind i et træ - og politibilen ramte den forulykkede bil, inden den kørte ind i et andet træ.

Bilisten stak af, men blev anholdt klokken 11.50 af en anden politipatrulje, der var blevet tilkaldt.

Politibilen brød i brand ved ulykken og udbrændte fuldstændigt. Ingen af betjentene kom noget til, men de blev begge to kørt til et tjek på skadestuen.

Den flygtende bilist var en 22-årig mand fra Karise, oplyser Sydsjællands Politi.