To mørkklædte mænd begik indbrud
Politiet leder efter to mænd, der natten til torsdag begik indbrud i Skanderborg
Indbrud En person blev natten til torsdag vækket af et stort brag i boligkvarteret Granhøjen i Skanderborg. Det viste sig, at to mænd begik indbrud, oplyser Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Klokken 03.30 fik politiet anmeldelsen om indbruddet, der blev begået i et skur, hvor der stod en havetraktor. Den stjal indbrudstyvene og forsvandt.
Personen, der kontaktede politiet, nåede at se, at gerningsmændene var to personer iført sort tøj. Den ene indbrudstyv var buttet, imens den anden var slank. De kørte væk i en hvid varebil, men anmelderen nåede ikke at se bilens registreringsnummer, fortæller Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi.
Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 114.
jwh