Fortsæt til indhold

Mand ramt af to skud: Gerningsmand flygtede med politiet efter sig

Mand anholdt og ført væk i politiets blå kedeldragt

Krimi
Jeppe Rafn

Østjyllands Politi er i øjeblikket til stede på Ravngårdsvej i Hadsten, hvor nogle uoverensstemmelser mellem flere personer kort efter middagstid førte til, at en 40-årig mand blev skudt to gange. Hans 42-årige nabo, der kom til, blev slået med våbnet.

Gerningsmanden flygtede i sin bil, der blev eftersat af politiet. Han blev anholdt kl. 13.16 i Porsevænget ved Hasselager. Adskillige politibiler med betjente bevæbnet med maskingeværer ankom til villakvarteret, der ligger mellem Hasselager og Tranbjerg.

Den anholdte er en 45-årig mand fra Hasselager. Han blev ført væk af politiet i en blå kedeldragt, han var blevet iført af politiet. På billeder fra Porsevænget kan man se politiet undersøge en sort varevogn.

Den sorte varevogn blev undersøgt af politiet.

Den 40-årige mand, der blev ramt af skud, er kørt til behandling på Aarhus Universitetshospital, hvor han er meldt uden for livsfare. Den 42-årige nabo er også kørt til behandling på skadestuen.

Parterne kender hinanden, og politiet er i øjeblikket i gang med at undersøge, hvad der er gået forud for skyderiet, og hvad motivet kan være. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.