Afgørelse i dag: 28-årig anklaget for rovmord på tre personer i samme boligblok - han er tidligere dømt for voldtægt og drabsforsøg
I dag afgør Københavns Byret, om en 28-årig mand skal kendes skyldig i drab på tre pensionister, der alle boede i den samme boligblok i Købanehavn og døde indenfor en måned i februar og marts sidste år.
Anklageren hævder, det var rovmord, og at den unge mand kynisk kvalte Inez Hasselblad, Peter Jensen Olsen og Eva Hoffmeister for derefter at misbruge deres betalingskort. Den tiltalte erkender dankortmisbruget, men nægter sig skyldig i drabene, skriver Ritzau ifølge dr.dk.
Under den lange efterforskning og retssag mod manden er det kommet frem, at han som blot 17-årig blev dømt for at have voldtaget en 14-årig veninde, et voldtægtsforsøg og drabsforsøg på en veninde til hans mor.
Som den formentlig yngste nogensinde i Danmark blev han i 2011 idømt forvaring først i byretten og siden i landsretten. Sagen endte i Højesteret, hvor den tidsubestemte indespærring blev vekslet til en langt mildere dom i form af syv års fængsel. Det skete med henvisning til den dengang 17-åriges unge alder.
Den 28-årige mand har familie og venner, men ifølge en mentalundersøgelse er han afvigende og har stærke psykopatiske træk.
Ifølge de tilkaldte politipatruljer og efterfølgende ligsyn var der ikke noget mistænkeligt ved de tre dødsfald sidste år, men undrende familier fik politiet på sporet af først det ene dødsfald og siden de to andre.
jr