Politiker pludselig død: Blev kun 44 år
Et dødsfald har chokeret Dansk Folkeparti lokalkreds i Holstebro, efter det er kommet frem, at lokalformand, Richardt Graakjær Bostrup Møller, pludselig er gået bort. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
Dødsfaldet er annonceret i en dødsannonce på hjemmesiden afdøde.dk.
Her fremgår det, at lokalpolitikeren, som også var folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Herning Nord-kredsen, døde onsdag kun 44 år gammel.
Gruppeformand for Dansk Folkeparti i byrådet i Holstebro, Søren Olesen, siger følgende ord om Richardt Graakjær Bostrup Møller:
"Han var utrolig vellidt. Vi havde en del kontakt med hinanden. Vi skrev ofte sammen og talte også en del sammen. Richardt var et utrolig engageret menneske. Ikke bare i Dansk Folkeparti, men også i andre sammenhænge, så det er utrolig trist, at vi har mistet ham," siger Søren Olesen til Dagbladet Holstebro-Struer.
Richardt Graakjær Bostrup Møller efterlader sig konen Betina og børnene Amalie og Albert.
jn