To teenagere fængslet: Truede 15-årig med vold til at aflevere telefon og ikke sige noget til politiet
En dreng på 16 og en ung mand på 19 er blevet varetægtsfængslet for røveri og trusler mod en 15-årig dreng.
Røveriet skete torsdag eftermiddag i Kolt-Hasselager, hvor de med trusler om vold truede offeret til blandt andet at aflevere en telefon og høretelefoner. De truede også med vold, hvis han anmeldte det til politiet.
"Der har tidligere været nogle uoverensstemmelser mellem partenre," oplyser Østjyllands Politis vagtchef Rene Ludvig.
Gerningspersonerne brugte ikke våben eller vold, men fordi de truede med vold, bliver det betragtet som røveri, og det var altså alvorligt nok til, at Retten i Aarhus valgte at følge politiets anmodning om varetægtsfængsling af de to unge, som foreløbig er frihedsberøvet frem til 3. juli.
De tre unge kommer ifølge vagtchefen alle fra lokalområdet.
jr