Fortsæt til indhold

Betjente kaldt ud til voldeligt uro på Klostertorvet

Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport

Krimi
Arkiv

Politiet blev natten til mandag omring klokken 4 kaldt ud til Klostertorvet i Aarhus, hvor en mand var blevet slået flere gange, hvorefter gerningsmanden var flygtet fra stedet.

Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Da politiet ankom, ønskede den 64-årig mand, der var blevet overfaldet, ikke at medvirke til politiets opklaring af sagen. Personer, der anmeldte episoden, havde dog oplyst et signalement af gerningsmanden, der blev sendt rundt til de øvrige patruljer.

Det lykkedes ikke at finde manden, men det er politiets opfattelse, at de to parter kender hinanden, fremgår det af døgnrapporten.

Døgnets øvrige hændelser

Beboere genereret af unge mænd på Aarhus Ø

Søndag aften fik Østjyllands Politi flere anmeldelser fra beboere på Aarhus Ø, der var generet af unge mænd, som kørte rundt i deres biler, spillede høj musik og parkerede til gene for andre. Flere patruljer kørte og gik i løbet af aftenen rundt i området, men betjentene så ikke noget, der gav anledning til at tage bødeblokken frem.

Østjyllands Politi er opmærksomme på Aarhus Ø og vil løbende have patruljer i området for at sikre ro og orden på stedet.

Sulten butikstyv i Rema 1000

Søndag klokken 07.44 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Rema1000 på Frederiks Allé i Aarhus, hvor personalet havde tilbageholdt en butikstyv. En medarbejder havde lagt mærke til manden inde i butikken og så, at han tog en færdiglavet kage og en sandwich ned i sin taske, hvorefter han var gået over til flaskeautomaten for at aflevere nogle flasker. Herefter gik han til kassen for at få udbetalt pengene for pantflaskerne, men han betalte ikke for varerne i tasken, inden han gik mod udgangen.

Medarbejderen bad manden følge med ind i baglokalet, hvorfra der blev ringet til politiet. Da betjentene ankom blev den 20-årige, rumænske mand anholdt og sigtet for butikstyveri. Da han er udenlandsk statsborger fik han en straksbøde på 500 kroner.

Tørstig butikstyv i Netto

Søndag klokken 15.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Netto på Skt. Knuds Torv i Aarhus C, hvor en butiksvagt havde tilbageholdt en butikstyv. Butiksvagten havde set manden tage en øl ind under sin jakke, hvorefter han var gået op til kassen, hvor han kun havde betalt for en banan. Manden blev pågrebet ved udgangen, hvor han blev bedt om at følge med ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet.

Da betjentene ankom til stedet blev den 31-årige mand sigtet for butikstyveri af en dåseøl og for besiddelse af narkotika, da han havde en mindre mængde hash på sig. Det viste sig desuden, at manden var efterlyst til fogedretten, hvorfor betjentene gav ham et lift til retten.

Færdsel

Søndag klokken 12.41 skete der et færdselsuheld på Olof Palmes Allé i Aarhus N. En 30-årig kvindelig bilist kom kørende ad Olof Palmes Allé, da hun efter letbanestationen ville foretage en u-vending. I samme øjeblik kom letbanen kørende, og der skete sammenstød. Bilen blev totalskadet ved sammenstødet, med den 30-årige kvinde kom ikke umiddelbart noget til. Al kørsel på letbanestrækningen blev indstillet, indtil der var ryddet op på stedet.

Søndag klokken 14.32 skete der et færdselsuheld på Stillingvej i Harlev J. En 61-årig mandlig bilist kom kørende ad Stillingvej og bremsede op for at dreje til venstre ad Gammel Mosevej, da han blev påkørt bagfra af en anden bil, der blev ført af en 37-årig kvinde. Der skete kun materiel skade ved sammenstødet. Den 37-årige kvinde blev sigtet for ikke at holde tilstrækkelig afstand til forankørende.

jwh