Fortsæt til indhold

Drab på kvinde i Højbjerg: Såret familiemedlem er blevet varetægtsfængslet

Krimi
Jeppe Rafn og Danni Paulsen

Østjyllands Politi oplyser i et kortfattet tweet, at en 37-årig mand er blevet varetægtsfængslet frem til 10. juli.

Den 37-årige blev varetægtsfængslet frem til den 10. juli. #politidk #anklager https://t.co/5XhRL5IqBh

— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) June 17, 2020

Det skete onsdag ved et grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor han blev fremstillet og sigtet for drabet på en 66-årig kvinde i Højbjerg, som han er i familie med.

Lokalavisen var til stede i Retten i Aarhus, hvor den 37-årige mand var klædt i hvidt hospitalstøj og havde en stor forbinding på sin venstre arm.

Sigtelsen lød på manddrab begået i går mellem klokken 11.30 og 19.55, hvor han blev anholdt på den dræbte kvindes bopæl i Kalkærparken i Højbjerg.

Lokalavisen nåede at høre, at den 37-årige mand nægter sig skyldig, inden dommer Dot Buchtrup valgte at følge anklager Jakob Beyers ønske om dørlukning med argumentet, at vidners forklaring ikke skal kunne påvirkes af at kunne læse om sagen i avisen.

Avisens journalist i retten protesterede over dørlukningen med henvisning til princippet om offentlighed i retsplejen, men dommeren fulgte altså anklagerens anmodning.

Lokalavisen har efterfølgende uden held forsøgt at få kontakt til anklageren for om muligt at få oplysninger i sagen, som endnu ikke har været fremme.

Det har således blandt andet ikke været muligt at få at vide, hvordan den 37-årige mand er i familie med den 66-årige kvinde, som blev dræbt med knivstik.