Fortsæt til indhold

Vanekriminel taget i tog med oversavet jagtgevær: Nu skal han igen lang tid bag tremmer

29-årig mand dømt for besiddelse af våben i offentligt område og for trusler på livet mod sin sagsbehandler

Krimi
Jeppe Rafn

En 29-årig mand fået en dom på tre et halvt års fængsel for at være blevet taget med et oversavet jagtgevær og for at have truet sin sagsbehandler på livet.

Den 29. december 2019 ringede en Arriva-medarbejder til politiet, fordi manden sad i et tog og ikke var til at vække.

En patrulje fra Østjyllands Politi kørte til banegården i Aarhus, hvor toget holdt. Betjentene fik vækket passageren, som var tydeligt beruset og havde et oversavet jagtgevær og flere patroner i en sportstaske, der stod på gulvet mellem hans ben.

Han blev straks anholdt og sigtet for besiddelse af skydevåben i det offentlige rum under særligt skærpende omstændigheder, oplyser Østjyllands Politi.

Siden episoden i slutningen af sidste år har den 29-årige mand siddet varetægtsfængslet i sagen, der i denne uge har været for Retten i Aarhus.

Her blev han kendt skyldig i brud på Våbenloven samt for ved en tidligere lejlighed at have truet sin sagsbehandler ved Kriminalforsorgen på livet i en telefonsamtale.

Den 29-årige mand havde efter afsoning af en tidligere dom stadig kontakt til kriminalforsorgen, som han var utilfreds med. Han ringede derfor til Kriminalforsorgen og truede sin kvindelige sagsbehandler på livet.

"Det var så alvorligt og groft, at episoden blev meldt til politiet," oplyser senioranklager Jakob Beyer til Lokalavisen.

Manden er tidligere dømt efter Våbenloven og for røveri og anden personfarlig kriminalitet, og de tidligere domme har været med til at skærpe straffen, oplyser anklageren.

"Folketinget har vedtaget en strafskærpelse af Straffelovens paragraf 192 a, som fastsætter straffen for besiddelse af skydevåben i gentagelsetilfælde til at være på 3 - 3,5 år," fortæller Jakob Beyer.

"At gå rundt med et farligt skydevåben i det offentlige rum er en meget alvorlig forbrydelse, og det viser rettens dom jo også. Jeg er yderst tilfreds med, at retten har udmålt en streng og passende straf."

Den 29-årige nægtede sig skyldig og ankede dommen, der nu skal prøves ved Vestre Landsret.