Fortsæt til indhold

Blev voldelige overfor betjente

Ældre mand og kvinde måtte anholdes efter restaurantbesøg

Krimi
Arkiv

Søndag klokken 18.18 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at en 76-årig mand og en 58-årig kvinde var ved at sætte sig i deres bil ved Egå Marina efter at have drukket tæt på en restaurant nær ved.

En motorcykelbetjent kørte hurtigt til stedet og fik standset den 76-årige kort derfra.

Betjenten henvendte sig til manden, der selv indrømmede at have fået lidt alkohol. Hans promilletest viste også over det tilladte.

Den 58-årige kvinde, som var passager i bilen, var i mellemtiden steget ud af bilen. Hun blev skønnet kraftigt påvirket af spiritus og blev ved med at blande sig i. Derfor blev hun flere gange bedt om at sætte sig ind i bilen igen eller gå væk fra stedet. Det ville hun dog ikke.

En patrulje ankom for at transportere den 76-årige til hospitalet for at få udtaget blodprøve, og den 76-årige bad om lov til at ringe efter en taxa til kvinden. Da den 76-årige fik at vide, at hans bil skulle blive parkeret på stedet, nægtede han at gå med og skubbede pludselig til den ene af betjentene.

Den 76-årige blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel og for vold mod politimand.

Den 58-årige kvinde var fortsat højlydt og ville ikke sætte sig i taxaen. På et tidspunkt faldt hun og slog sig, og derefter blev hun tiltagende aggressiv og råbte flere fornærmelser mod betjentene.

Det kostede hende en anholdelse og en sigtelse for forstyrrelse af den offentlige orden samt fornærmelser mod politiet.

dp