Emilie Meng-sagen: Derfor gennemsøges denne sø nu igen
De kommende dage gennemføres ekstra undersøgelser ved Borup i Emilie Meng-sagen
Jacob Nielsen
Politiet vil i de kommende dage gennemføre undersøgelser af søen i Regnemark Bakker ved Borup i sagen om drabet på den 17-årige Emilie Meng, som forsvandt fra Korsør Station en tidlig morgen den 10. juli 2016 og blev fundet død juleaftensdag et halvt år senere.
Selv om findestedet tidligere er blevet grundigt undersøgt, har den ekstraordinære varme sommer givet politiet mulighed for yderligere undersøgelser, da søen nu er delvist udtørret, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som i de kommende dage i samarbejde med eksperter fra Forsvaret vil undersøge området igen. Området vil derfor være afspærret i de dage undersøgelserne står på.