Mand efterlod roser på kæreste, han netop havde dræbt: "Jeg elsker hende"
En 64-årig mand sidder på anklagebænken ved Retten i Hillerød tiltalt for på brutalt vis at have knivdræbt sin jævnaldrende kæreste i hendes lejlighed på Møllebakken i Hillerød den 30. september sidste år. Det skriver Hillerød Posten.
Den 64-årige nægter sig skyldig i drab, men husker at han tog en jagtkniv inden drabet.
"Hun sagde, hun ville slå op med mig - og som jeg husker det, så sortnede det totalt for mig. Det var fuldstændig som om, der var en klap, der gik ned - og jeg kan ikke huske, hvad jeg lavede og gjorde efter det. Jeg vil meget gerne, for jeg elsker hende, men jeg kan ikke huske mere," sagde sagde manden ifølge Hillerød Posten i retten.
Det næste, den 64-årige husker, er, at kæresten lå i sin seng. Manden lagde han et par roser oven på liget. Roser, som han havde haft med til kvinden.
Kvinden blev fundet død - dræbt med flere knivstik og snitsår i halsen - den 1. oktober klokken 8.03. I mellemtiden var den 64-årige mand kørt til Tyskland, hvor han dog blev anholdt af tysk politi et par dage senere.
Retssagen fortsætter onsdag i næste uge.
Tiltalte risikerer fængsel fra fem år til livstid, skriver Hillerød Posten.
jn
Se flere fotos og videoer på localeyes.dk.