Mand skabte utryghed på banegården i Aarhus
Her er uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport for Aarhus
Østjyllands Politi måtte to gange mandag aften anholde en 31-årig mand, som skabte uro og utryghed ved banegården i Aarhus. Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Klokken 17.34 ringede nogle vagter på stedet til politiet, da den 31-årige var nærgående over for flere piger og råbte og truede flere vagter. Da patruljen ankom, forklarede den 31-årige, at han skulle med et tog. Han blev derfor bedt om at gå ned på perronen og fik besked på ikke at opholde sig i banegårdshallen. Den anvisning nægtede den 31-årige at følge, og han blev derfor anholdt og taget med på politigården, fremgår det af politiets døgnrapport.
Nogle timer efter blev han løsladt, og klokken 21.29 var den så gal igen. Den 31-årige var taget tilbage til banegården, hvor han igen stod og generede folk. Han blev derfor endnu en gang anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.
Døgnets øvrige hændelser
Mandag klokken 9.27 skete der et færdselsuheld på Østjyske Motorvej i nordgående retning ved Tilst. En 24-årig kvindelig bilist ramte i forbindelse med et vognbaneskifte ind i en bil ført af en 33-årig mand. Herefter kørte begge biler ind i autoværnet. Ingen af parterne kom umiddelbart alvorligt til skade.
Mandag klokken 11.37 skete der et færdselsuheld på Tinesvej i Brabrand. En 74-årig mandlig cyklist blev ramt af en bil ført af en 40-årig mand. Cyklisten kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
Mandag klokken 17.39 blev en 21-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Lokesvej i Åbyhøj.
jwh