Fortsæt til indhold

Drabsforsøg på restaurant: Udendørs gæst påkørt af bil og stukket flere gange med kniv

Krimi
Jeppe Rafn

En 31-årig mand, der sad udenfor Restauarant Zyara i Gellerup, blev fredag aften påkørt to gange af en bil og kom i klemme mellem bilen og restaurantbygningen.

Det kom frem ved lørdagens grundlovsforhør i Retten i Aarhus, hvor en 24-årig mand blev sigtet og fremstillet for drabsforsøg og grov vold.

Han blev anholdt kort efter episoden på restauranten, hvor flere vidner udpegede ham som føreren af bilen, der påkørte gæsten.

Efter påkørslen skulle han ifølge sigtelsen være gået ud af bilen og have stukket den 31-årige mand flere gange med en kniv i hovedbunden, kinden og armen.

Ifølge politiet var der tale om et planlagt drabsforsøg, som var aftalt med mindst to andre personer, som var med i bilen, men som er på fri fod. De skulle have medbragt både knive og pistoler ved drabsforsøget.

Den sigtede 24-årige mand har et udenlandsk navn og en anden etnisk baggrund end dansk og talte dansk med accent i retten. Han havde et plaster i ansigtet og har ifølge stiften.dk muligvis også brækket sin ene arm efter påkørslen, hvor bilen fik en stor skade på fronten.

Ifølge Restauarant Zyaras ejer sad offeret og røg en cigaret ved bordene udenfor restauranten, da han blev påkørt klokken 20.55.

"Det var sindsygt ubehageligt, man når jo lige at tænke, om det er terror eller hvad? Og så tænkte jeg straks på alle vores spisende gæster," fortæller ejeren til stiften.dk.

Restauranten, der ligger centralt i Gellerup på hjørnet af Inger Christensens Gade Karen Blixens Boulevard, åbnede for blot to uger siden.

Den 24-årige mand nægtede sig skyldig i retten, hvorefter anklageren af hensyn til sagens opklaring anmodede om dørlukning. Både forsvareren og Lokalavisens og Århus Stiftstidendes journalister i retten protesterede mod dørlukningen, men anklageren fik medhold af dommeren med henvisning til, at sefterforskningen er i en meget indledende fase.

Østjyllands Politi har efterfølgende oplyst, at den 24-årige mand er blevet varetægtsfængslet i fire uger.