Fortsæt til indhold

Hvem hader disse katte

Flere gange er familien Sørensens katte kommet hjem smurt ind i olie

Krimi
Michael Wulff

“Det er fair nok ikke at kunne lide katte - men så giv dem et strint vand.”
Camilla Sørensen bor på Teglvænget i Hammel med sin familie og dens to katte. Flere gange er kattene kommet hjem, sølet ind i olie. Noget som kattene ikke har påført sig selv, mener Camilla Sørensen.
“Jeg har ingen anelse om, hvem der gør det, eller hvor det sker,” siger hun.

Måtte aflives

Fem gange har hun oplevet, at hendes katte er kommet hjem, ildelugtende og smurt ind.
Første gang var for 10 år siden, da en hunkat kom hjem sølet til i dieselolie. Den overlevede.
“Vi var sikker på, at det var diesel. Flere af de andre gange har det været noget transparent træbeskyttelse, men svært at vurdere.”
Værst gik det for katten Milo, som 22. februar i år måtte aflives på Hammel Dyrehospital.
“Den fik al pelsen barberet af, men havde også fået olien indenfor. Det klarede den ikke.”
Få uger senere - 5. marts - gik det udover katten Frida, som kom hjem med en pels fyldt af dieselolie. Og senest kom Pjevs hjem smurt ind i det, som Camilla Sørensen tror, er træolie. Det var 12. marts i år.
Har I nogen fjender?

“Nej, ikke mig bekendt. Men ikke alle elsker katte, ved jeg godt. Det er bare svært at holde dem indespærret,” siger hun.

Katten Milo måtte lade livet, da den blev bragt ind til Hammel Dyrehospital 22. februar. Privatfoto

Katten måtte aflives

På Hammel Dyrehospital bekræfter dyrlæge Mette Fromberg Jensen hændelsesforløbet. Hun behandlede selv katten Milo, der ikke overlevede.
“Den var virkelig sølet til og havde slikket væsken i sig,” fortæller dyrlægen.
Hun beskriver Camilla Sørensens problemer som isolerede tilfælde.
“Vi har ikke set andre katte komme ind på denne måde.”
Mette Fromberg Jensen opfordrer til, at man tager en snak om tingene.
“God kommunikation kan løse mange problemer. Katte er et dyr, som gerne vil bruge sit territorium, som størrelsesmæssigt er afhængig af andre katte i området,” siger hun.
“Ellers skal man bygge en voliere, altså et trådnet over sin have for at holde kattene inde, men det er jo en drastisk foranstaltning.”
“Man kan ikke træne katten til at blive hjemme.”
Hun kan sagtens se situationen fra måske fugleglade menneskers side og som bor i området.
“Katten går på jagt, det kan give udfordringer.”
Dyrlægen tror ikke på, at kattene selv har opsøgt væsken.
“De kan jo have balanceret på et stort kar og faldet i, men det er usandsynligt, tror jeg. Så nogen har dyppet dem i olien.”

Katte er et elsket og åbenbart af andre hadet husdyr.

Dyrenes Beskyttelse

Camilla Sørensen har anmeldt dyremishandlingen til Østjyllands Politi, som ikke kan gøre meget uden spor.
Dyrenes Beskyttelse er også på sagen, men mangler også flere spor at gå efter.
“Men får vi dem, så tager de affære, har jeg fået at vide,” siger Camilla Sørensen.
Kan du hjælpe med at opklare sagen, så kontakt Dyrenes Vagtcentral på tlf 1812.