Spøgelsesbilist knust frontalt mod lastbil
Arkiv
En mandlig spøgelsesbilist er sent tirsdag aften død efter at være kørt frontalt ind i en modkørende lastbil på E45-motorvejen nær Aabenraa, oplyser vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt onsdag morgen til Ritzau..
Føreren af personbilen var død, umiddelbart da politi og redning ankom til ulykkesstedet, oplyser vagtchefen.
Politiet har endnu ikke afklaret årsagen til, at manden endte med at køre i den forkerte retning.
Lastbilchaufføren er ikke kommet slemt til skade.
Ulykken skete på E45 Sønderjyske Motorvej i det nordgående spor efter frakørsel 70a Rødekro nær Aabenraa.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken tirsdag klokken 22.22.